Golf i Dalarna

Dalarna er et Sverige i miniatureform – det byder på storslået og omvekslende natur, flotte indsøer og landskaber af store fjelde som løfter sig fra lavtliggende skove. Golfklubberne i Dalarna har derfor også deres egne karakteristika som er formet af deres placeringer i landskabets fjelde eller dale.

 

Mora Golfklub byder på en naturskøn 18-hulsbane, hvor de fleste af hullerne er adskilt af fyrre- og birkeskov. Den flotte bane ligger ned til det store flodsystem Dalälven, hvilket også giver en del naturlige vandforhindringer, som sammen med de anlagte vandløb skaber en række interessante strategiske udfordringer. Banen ligger tæt på byen Mora, som har gode restauranter, hoteller og andre overnatningsmuligheder.

 

18-hulsbanen ved Rättviks Golfklub er Dalarnas ældste golfbane. Det er en park- og skovbane som med et enkelt design formår at være spændende og udfordrende, ikke mindst på grund af den store vekslen mellem hullernes par. Designet passer også godt til forskellige spillestile og indbyder både til sikkert spil og til at tage chancer.

 

Idrefjällens Golfklub er en helt særlig oplevelse. Udsigten over de udstrakte vidder og den friske fjeldluft i lungerne løfter helt uvilkårligt golfoplevelsen mens man bevæger sig gennem den flotte og velplejede 18-hulsbane. Det er en helhedsoplevelse af golf og fjeldnatur som indrammes perfekt af klubbens velvalgte motto: ”Golf på højt niveau”.

 

Leksands Golfklubs 18-hulsbane ligger i de naturskønne omgivelser ved Limsjön, og er tegnet af den kendte banearkitekt Nils Sköld. Den flotte beliggenhed ned til søen skaber en del naturlige vandforhindringer, som giver udfordringer og måske våde fødder til den som overvurderer sin carry.

 

Ved Tällbergsbyarnas Golfklub finder man en lidt anderledes golfbane – det er banen for dig som sætter pris på afslappet golf i smukke omgivelser, og som gerne vil have en kortere tur end en almindelig bane tilbyder. På 9-hulsbanen kan du slappe af og spille golf midt i den tidsløse ånd og kultur som præger Tällbergsbyerne.