Rättviks Golfklubb

Del artiklen her

I Dalarna, oppe midt i Sverige og lige ved søen Siljan, ligger Rättviks golfklub med en kombineret 18-hullers park- og skovbane. Banen blev anlagt som nummer 44 i Sverige og er kendt for store greens og varieret layout.

Banebeskrivelse

Denne 18-hullersbane er Dalarnas ældste. Det er en populær park- og skovbane, som ved første øjekast kan virke enkel og kort. Men skinnet bedrager. Gennem årenes løb har man ombygget greens på hul 6, 11, 12 og 14, så de er blevet større og mere ondulerede. Samtidigt har man anlagt flere bunkers, og dermed fremstår banen som interessant, udfordrende og varieret.

Signaturhullet er hul 8. Det er et forholdsvis kort par 5 hul, som kan være både drilsk og tilgivende. Et stort birketræ står midt på fairway og kræver strategiske teeslag. For de langtslående fortsætter andenslaget over vand, og det samme vand er i spil for dem, der lægger op. Der er vand på hele højre side af hullet, som afsluttes på en onduleret green.

Fra tee kan spilleren oftest vælge mellem at tage chancen eller en mere strategisk kølle. Dermed er denne bane interessant både for begynderen og den erfarne golfspiller. Den generøse størrelse på flere af greens bidrager til at forhøje sværhedsgraden. Rättviks golfklub blev grundlagt i 1954, og de første 9 huller blev indviet af prins Bertil i 1959. 18-hullersbanen åbnede i 1979.

Træningsfaciliteter

Rättviks GK har en golfkro, som serverer varme og kolde retter. Træningsområderne består af driving range, puttinggreen og et bunkerområde, hvor man også kan øve sig på at chippe. Klubben har en velfyldt proshop, og golfproen arrangerer begynderkurser og giver lektioner gennem hele sæsonen. Om vinteren er der indendørs golfstudie, hvor man også foretager custom fitting. Studiet er udstyret med dobbelte videokameraer, launchmonitor (Flight-scope X2), svinganalyseprogram og golfsimulator. Endvidere udlejer klubben golfbiler og køller. Golfvogne udlånes gratis.

Overnatning

Rättviks GK tilbyder golfpakker og udlejer hytter på området, hvor der er 15 lejligheder á 38 kvm med plads til 4 personer i hver. 200 meter fra klubhuset er der 12 standpladser med el til campingvogne og autocampers. Pris 200,- SEK pr. døgn fra 1. maj til 30. september. Bestilling af overnatning: golfbyn@rattviksgk.se

Klubben samarbejder også med flere hoteller i nærheden.

Rutevejledning

Rutevejledning