Golf i Vestsverige

Fjällbacka Golfklubb

Del artiklen her

Fjällbacka golfklub kan friste med sommergreens og grønne fairways næsten hele året. Banen har lidt seaside karakter med hårde greens, og vandet er i spil på elleve af hullerne.

Banebeskrivelse

Fjällbacka Golfklub ligger i et af Sveriges mest naturskønne områder med en 18 hullers golfbane, der byder på en af de bedste golfoplevelser i Bohuslän. Seaside-terrænet giver banen et præg af linksgolf med mange af de udfordringer, det giver – og som golfsporten blev introduceret med i sin tid. Links refererer til underlaget, som golfbanen er anlagt på, nemlig et stykke land, der forbinder havet og den jord, der egner sig til at blive opdyrket. Beliggenheden tæt på havet og det åbne banedesign gør desuden, at man må tage vinden med i betragtning i hvert spil og ved hvert slag.

I Fjällbacka Golfklub finder du en meget udfordrende bane, som du kan vende tilbage til igen og igen. Vand spiller også en helt konkret rolle på elleve af hullerne, der er placeret langs den smukke Anråselven, og allerede på hul 1 skal du slå over elven, hvor den munder ud i havet.

Banen er karakteriseret ved hurtige greens, så du skal finde præcisionsspillet frem under hele runden samtidig med, at du virkelig kan få testet din driver, da det flade terræn inviterer til lange udslag.


Miljø og træningsfaciliteter

Fra det tidlige forår til sent hen i efteråret er det som regel muligt at spille på denne helt særlige bane, der er anlagt på naturens og det oprindelige landskabs præmisser. Den svenske skærgård dominerer området, og resultatet er på alle måder charmerende og udfordrende. Hullerne er for eksempel placeret rundt om et kæmpe klippestykke, der nærmest ser ud som om, det har kilet sig ind på banen.

Fjällbacka Golfklub tilbyder leje af golfbil, booking af træningstimer og naturligvis mulighed for at træne på driving rangen. I klubhuset finder du en førsteklasses restaurant – med udsigt – og en velassorteret proshop.


Overnatning

Du finder mange gode muligheder for overnatning i området, så det er oplagt at blive et par dage og prøve kræfter med den spændende bane flere gange. For eksempel med base på det stemningsfulde Stora Hotellet Bryggan, der ligger i Fjällbacka centrum.

Find aktuelle tilbud her

Rutevejledning

Rutevejledning