Elgparker i Sverige

Del artiklen her

Der er ikke meget, der er så ”svensk” som elgen. Det store prægtige dyr er i os danskeres bevidsthed nærmest synonymt med Sverige – den symboliserer på en måde den storslåede og vilde natur.

Sverige giver dig rigtig gode muligheder for at opleve elgen i den vilde natur, hvis du er heldig – og tålmodig – men du kan også opleve det imponerende dyr helt tæt på ved at besøge én af Sveriges mange fine elgparker. Her kan du lære en masse og faktisk komme så tæt på at du kan klappe en elg. Dét er en stor oplevelse – og hvor mange af dine venner har mon prøvet det?

"Der er ikke meget, der er så ”svensk” som elgen. "

Der er et bredt udvalg af gode destinationer, i alle egne af Sverige, at vælge imellem når I skal opleve elgen på nært hold – og de mange fine elgparker garanterer en dejlig helhedsoplevelse, med mulighed for at spise, købe souvenirs og få en is når det er tiltrængt.

Skullaryd Älgpark

Småland har rigtig mange elgparker, og mellem Eksjö og Aneby i det smålandske højland finder du det seneste skud på stammen – Skullaryds Älgpark. Her har besøgende mulighed for at komme ud i naturen og se de vilde svenske dyr i deres naturlige omgivelser. Elgparken drives af blot 20-årige Erik, som er en ildsjæl, der brænder for det område og den natur, han er født i. Parken ligger kun 50 minutters kørsel øst for Jönköping og 4 timer fra København.

Find Skullaryd Elgpark på kort

Virum Älgpark

Ønsker I at komme helt tæt på de majestætiske dyr er Virum Älgpark det rette valg. Her kan I komme på safaritur i smukke omgivelser og komme til at klappe og fodre både elge og hjorte. De modige kan endda få et ”elgekys”, som går ud på, at man tager en kartoffel i munden og lader elgen tage maden med mulen. Det alsidige landskab består af skov, åbne enge og en dam, hvor dyrene elsker at tage en dukkert. Parken ligger i det østlige Småland knap 5 timer fra København.

Find Virum Elgpark på kort

Elinge Älgpark

Sveriges første elgpark i Östra Elinge er bestemt også et besøg værd. Oplev elge i rolige og landlige omgivelser med skov og åbne marker som eneste naboer – og en stilhed, der næsten er til at røre ved. Parken ligger tæt på E4, der blandt andet fører op til Stockholm, og kan derfor fungere som en naturlig afstikker op igennem landet. Det tager knap 2,5 timer at køre derop fra København.

Find Elinge Elgpark på kort

Laganland Älgpark

Bare 2,5 timer fra København ligger Laganland Älgpark i Småland og venter. Med et dyreareal på 6.000 kvm, og med mulighed for at komme helt tæt på dyrene, byder parken på rigelige muligheder for at tage selfies med en elg. Beliggenheden lige ud til E4-vejen gør parken helt perfekt at besøge på en kør-selv-ferie i Sverige.

Find Laganland Elgpark på kort

Isaberg Moosepark

Isaberg er nok bedst kendt som et af danskernes mest eftertragtede skisportssteder – men området lægger også hus til seks vilde elge. Få en guidet tur rundt i området eller gå selv på opdagelse. Begge muligheder giver hele familien chancen for at lære en masse om de storslåede dyr. Parken ligger i Småland under 3,5 timers kørsel fra København.

Find Isaberg Moosepark på kort

Om Isaberg Moosepark

Älgriket

Älgriket er en moderne dyrepark, hvor elge, kronhjorte og rådyr kan opleves i deres naturlige miljø. Dyrene lever i deres eget område på ca. 35.000 kvm, og arealet består af både løvskov og marker. Naturparken ligger i det sydlige Småland og kan nås i bil på kun 2,5 timer fra København.

Find Älgriket på kort

Dalslands Moose Ranch

Oplev nærkontakt med elgene i Dalslands Moose Ranch og lær mere om elgenes liv og betingelser. Reservatet er lettilgængeligt, handikapvenligt og med gode fotomuligheder. Ranchen ligger i Västra Götaland omkring 5 timer fra København.

Find Dalslands Moose Ranch på kort

Grönåsens Älgpark

En af Sveriges største elgparker siden 1994 byder dig velkommen til safari rundt i parken. Kom i nærkontakt med de imponerende landdyr, eller leg med de mindre dyr på stedet: geder, grise, heste, kaniner, marsvin og høns. Et sikkert valg for hele familien. Grönåsens Älgpark holder til i Småland kun 3,5 timer fra København.

Find Grönåsens Älgpark på kort

Smålandet - Markaryds Älgsafari

Besøg den unikke park, Smålandet, hvor besøgende får lov til at køre rundt blandt elgene i deres egen bil. Den 3 km lange skovvej slanger sig ind og ud mellem træerne, hvor elgene holder til, så der er rig mulighed for at spotte en af de imponerende skabninger. Gæster uden bil kan hoppe på minitoget, som elgene er særligt glade for at komme tæt på. Oplev desuden amerikanske bisonokser og legesyge geder i Smålandet. Parken ligger tæt på Skåne i det sydlige Småland og er kun 2 timer fra København.

Find Smålandet - Markaryds Elgsafari på kort

Älgparken i Ockelbo

Kom og besøg den naturrige elgpark i Ockelbo for en enkel dag eller overnat i en af parkens traditionelle hytter. Som sovende gæst får du mulighed for at opleve elgene, når de er mest aktive – i skumringen og ved daggry. Hytterne er udstyret med både køkken og badeværelse. Skal du på køreferie i Midt- eller Nordsverige, eller er du på visit i Stockholm, er Ockelbo elgpark en oplagt mulighed for at få en uforglemmelig oplevelse. Parken ligger 2,5 timer nord for Stockholm.

Find Ockelbo Elgpark på kort

Älgens Hus

Skal du på ferie i det nordlige Sverige, så slå et smut forbi Älgens Hus, der giver dig den fulde oplevelse af elgene. Kom helt tæt på de svenske dyr og bliv klogere på dets liv og vaner gennem en guidet tur eller i parkens museum. De eventyrlystne kan endda få en tur på ryggen af en af elgene! Älgens Hus ligger en lille time fra den svenske kystby Umeå, som man kan flyve til.

Find Älgens hus på kort

Kybacka Gård

Planlægger du en ferie til Stockholm eller omegn, og vil du gerne opleve elge i deres naturlige habitat, så tag forbi Kybacka Gård. Gården er ejet og drevet af familien Hansson , der hellere end gerne giver en guidet tur blandt elgene eller serverer en frokost eller kaffe for gæsterne. Kybacka Gård ligger omkring 2 timers kørsel nord for Stockholm.

Find Kybacka Gård på kort

Anbefalede aktiviteter