Kungsbacka Golfklubb

Del artiklen her

Kungsbacka golfklub lige syd for Göteborg er et komplet golfanlæg med 18-hullersbane og 9-hullerssløjfe samt en Pay and Play korthulsbane, også med 9 huller. På Gamla Banan mødes greenfee gæsten af den perfekte blanding af park-, skov- og links karakter og bydes desuden på en masse gode oplevelser.

Banebeskrivelse

Det område, Kungsbacka GK ligger på, grænser til havet mellem naturområderne Sandö, Hördalen og Vallda. Klubben blev grundlagt i 1970. Den anerkendte britiske golfbanearkitekt Frank Pennink designede de første 13 huller, på den bane der i dag kaldes Gamla Banan. Disse huller åbnede i 1974, og de sidste fem stod klar i 1978.

På Gamla Banan spilles der på hele klaveret. Baneforløbet fører dig gennem landskaber med alt fra frodig skov- og parkmiljø til vindblæste links huller. De første fem huller er klassiske parkhuller. På hul 6 dukker vinden op, og på hul 7 er der udsigt over havet. Efter hul 12 spiller man i kuperet skovterræn, og fra hul 16 får banen atter parkkarakter. I løbet af de senere år er flere huller og greenområder ombygget, og golfbanen er dermed blevet en moderne, varieret og meget velholdt oplevelse for alle golfere.

Den nye bane er en 9-hullers sløjfe med skrappe udfordringer, som appellerer både til nybegyndere og lavhandicappere. Der er vandhazarder på syv af de ni huller. På trods af generøse greens og forholdsvis korte par 4 huller, påvirker vand, skov og bjerglandskab banens sværhedsgrad. Denne sløjfe åbnede for spil i 1992.

På korthulsbanen kræves ingen forkundskaber eller grønt kort for at gå en runde. Banen består af 9 korthuller, som måler 80-125 meter. Med fine greenområder og en stor dragende dam, egner den sig også udmærket til at forbedre indspillet.

Træningsfaciliteter

Alle golferes behov dækkes med store træningsområder plus korthulsbanen samt en driving range på den anden side af Hamravägen. Kungsbacka GK har en førsteklasses golfrestaurant som absolut er værd at besøge samt en af landets mest velfyldte proshopper. Klubben udlejer golfbiler og tilbyder digitale scorekort.

Overnatning

Kungsbacka har to forskellige standpladser med el for campingvogne og autocampers, 50,- SEK pr. døgn. Klubben samarbejder med en række hoteller og overnatningssteder i nærheden og kan tilbyde fordelagtige golfpakker.

Rutevejledning

Rutevejledning