Alt fra sommerteater til høst- og julemarked

Gunnebo Slott & Trädgårdar

Del artiklen her

Et slot med økologisk dyrkning og egen køkkenhave lige udenfor kroen

Gunnebo slot ligger i Mölndal. Slottet er unikt og fremstår som et af Nordeuropas bedste eksempler på nyklassisk arkitektur fra 1700-tallet. Her kan hele familien hygge sig og vælge mellem at betragte gårdens dyr, spadsere rundt i slotsparken, deltage i en guidet rundtur i de fantastiske bygninger eller slå sig ned i den hyggelige kro Gunnebo Kaffehus och Krog.

Kroen er en af de 43 medlemmer i ”Smaka på Västsverige”, som lover gæsten et dejligt måltid mad i specielle omgivelser. De fleste af retterne på menukortet har udgangspunkt i slottets egne råvarer fra køkkenhaverne, hvor der er fokus på økologi og gamle metoder for dyrkning.

På Gunnebo er der tre forskellige steder, hvor man kan boltre sig udendørs; stilparken, den engelske park og køkkenhaverne, hvor krydderier og urter vokser frodigt i sommermånederne. Stilparken er prydet med statuer, urner og eksotiske planter, mens den engelske park er den eneste af slagsen i nærheden af Göteborg.

Slotspark og restaurant – åbent året rundt!
Den økologiske køkkenhave med urter og grøntsager ligger udenfor kroen, som serverer frokost og middag. På Gunnebo Slott & Trädgårdars egen hjemmeside finder du informationer om foredrag, og du kan læse om stedets andre kurser, rundture og arrangementer året rundt.

Butik i slotsmiljø

Gunnebo har sin egen slotsbutik. Her kan du finde unikke Gunneboprodukter, lokalt håndværk, haveredskaber og meget mere.